6. november 2018

Bliv Træner

Hos Mejrup eSport har vi store ambitioner, hvilket også gør at vi har rigtigt travlt. Derfor søger vi personer som kan aflaste vores bestyrelse, så vi kan sætte gang i endnu flere aktiviteter.

Hvad er Mejrup eSport?
Mejrup eSport er en forening, der er opstartet i januar 2018. Vores mål er at fjerne barrieren mellem computer og foreningsliv og samle alle: Vi vil samle unge i et fællesskab og styrke medlemmernes sociale netværk.

Sammenhold og sundhed
Hos os er der plads til alle – også dem, der ikke allerede er en del af foreningslivet. Vi bestræber os på, at de unge skal have en større forståelse for, hvad det vil sige at dyrke eSport, og ikke mindst hvad det vil sige at være en holdspiller. Vi vil opbygge et stærkt sammenhold.

I Mejrup eSport har vi også fokus på sundhed. Vi tager kampen op mod fordommene om, at computerspil er lig med cola og pizza, og vi kræver det samme af vores medlemmer, som hvis de gik til enhver anden sportsgren. Til træning har man fx vand og frugt med, ikke chips og cola, og vi underviser vores medlemmer i, hvorfor der er vigtigt at spise sundt og dyrke motion, hvis man vil præstere sit bedste.

Lærer at begå sig på nettet og være holdspiller
Når vi træner, er det ikke kun computerspil, der er i fokus. Vi lærer også vores medlemmer, hvordan man begår sig på nettet, og hvordan man bliver en holdspiller og derved udvikler sine sociale kompetencer.
Mens man spiller, lærer man også, at jo mere man øver noget, jo oftere lykkes det, og det er en læring, de unge kan tage med sig videre i livet: Ikke at give op, når noget er svært, men at tro på sig selv og have tillid til, at hvis man bliver ved med at øve sig, så skal det nok lykkes.

Hvad søger vi?
Vi ønsker at styrke vores træner stab og søger derfor en kreativ og udadvendt træner. Hos Mejrup eSport ligger vi vægt på teamwork, udvikling, engagement og viljestyrke. I Mejrup eSport kommer du til at arbejde tæt med de øvrige teams samt bestyrelsen.

Vi forventer at du:

  • Har erfaring med Counter-Strike: Global Offensive eller Fortnite.
  • Kan varetage undervisningen i vores lokaler i Mejrup hallen.
  • Har gerne erfaring med at træne børn og unge.
  • Kan samarbejde og koordinere med andre trænere.
  • Er ansvarsbevidst, moden og kan overholde aftaler.

Vi tilbyder:

  • Erfaring med frivilligt arbejde, som også er velset på dit CV.
  • Muligheden for at få erfaring indenfor netop dét du brænder for.
  • Være med til at forme undervisning i esport.
  • En ambitiøst og stærk organisation, der støtter op om vores spillere og vores trænere.
  • Events, aktiviteter og samvær.
  • Nye venskaber samt et nyt stærkt netværk.

Forventet antal timer om ugen: 2×2 timer, timerne vil ligge eftermiddag/aften.

Lyder dette interessant? Så send en mail med lidt informationer omkring dig selv til kontakt@mejrupesport.dk
Ansøgningsfrist: Hurtigst muligt – Vi afholder løbende samtaler.